Ligesom alle andre har jeg også mine politiske principper og overbevisninger; og dem holder jeg meget stærkt fast ved. Men da jeg startede min kamp for anti-Islam journalisten Salah Uddin Shoaib Choudury vidste jeg, at det ikke ville lykkes hvis jeg kun opnåede støtte fra et politisk parti eller politisk retning. Sagen var, at Shoaib var fængslet, blev torteret og hans liv var i fare. Sådan er det stadig; og det er grunden til at vores kamp ikke er afsluttet. Dette er helt tydeligt et spørgsmål om grundliggende amerikanske menneskerettighedsprincipper, og enhver med blot den mindste anstændighed burde støtte os.
Og lykkeligvis har det vist sig at gå den vej. Støtte til Salah Uddin Shoaib Choudury i Capitol Hill har været en fest, med samarbejde fra begge partier. Da BanglaDeshs’s halvmilitære styrke Rapid Action Battalion (RAB) (Hurtig Indsats Styrke) bortførte Shoaib fornylig, kontaktede jeg fire medlemmer af Kongressen, to Republikanere og to Demokrater . De fire lovgivere havde tidligere været meget præcise i deres støtte til Shoaib, og jeg kunne regne med dem igen. Ikke alene kontaktede de alle BanglaDesh, men de fik også andre lovgivere til at gøre det samme; derved førte det til at Shoaib blev frigivet.
Medlemmer af Rapid Action Bataillion
Marts sidste år vedtog Kongressen Resolution 64, udformet af Rep. Mark Kirk (R-Ill) og støttet af Rep. Nita Lowey (D-NY). 409–1 stemmer, Ron Paul var den eneste som stemte imod. Jeg var tilstede under debatten før Resolutionens vedtagelse. Efter et gribende opbud af Demokratiske og Republikanske lovgivere som gennem taler udtrykte helhjertet støtte til Shoaib og ikke tilfældigt roste Rep. Kirk i de varmeste vendinger- kommenterede de Republikanske og Demokratiske ordførere (Gary Ackerman fra New York og John Boozman fra Arkansas) den dobbelte enighed og udprægede solidaritet, som kom til udtryk denne eftermiddag. Boozman benævnte det “en meget flot enighed fra begge partier.” Ackerman sagde han håbede “at om vi blot kunne bruge denne indstilling og ihærdighed” til alle emner i Kongressen.
Der skete noget meget betegnende kort før valget i 2006 da jeg henvendte mig til to senatorer samtidigt. Senator Dick Durbin (D) er så langt ude på venstrefløjen man kan forestille sig. Senator Rick Santorum (R) er så langt ude på højrefløjen som muligt. Begge afgav dog deres enige støtte og handlede også derefter. Jeg foreslog senere Santorum at overveje, at det måske kunne vise sig at være den eneste sag, hvor han og Durbin kunne blive enige.
Dick Durbin og Barack Obama
Jeg henvendte mig faktisk til ca. 15 procent af Husets repræsentanter og til en håndfuld Senatorer: Demokratiske, Republikanske, venstrefløj, højrefløjs, moderate, vælg selv. Hver eneste af dem afgav løfte om støtte, dog undtagen en eneste. Hvem var så denne lovgiver som meldte pas med hensyn til at redde livet for en fængslet USA allieret og modstander af Islamisk ekstremisme. Fuldstændigt rigtigt gættet, min egen Senator fra Illonois Barack Obama.
Jeg mødtes første gang med hans ansatte i april 2005 i Washington DC. Læg mærke til, at det var i den samme uge, som Rep. Mark Kirk havde brugt timer på at sætte sig ind i sagen og derpå mødte velforberedt efter “arbejdstid” til et vanskeligt møde med ambassadøren fra BanglaDesh og mig for at sikre os, at Shoaib kunne blive løsladt. Jeg havde forsynet Obamas’ ansatte med omfattende dokumentation om uretfærdighederne samme med andre beviser på Shoaib’s. aktiviteter; vi talte et godt stykke tid, men de kontaktede os aldrig igen. Faktisk så ignorerede de mine efterfølgende kontaktforsøg. Måske skyldes det, at det var lige efter han var blevet valgt, så mangelen på organisation var årsagen. Imidlertid talte jeg personligt med Obama omkring 13 måneder senere ved et topmøde hvor Obama og Durbin var værter. Jeg blev glad for, at da mit navn blev nævnt, var det med ros og støtte idet Durbin sagde, at “det var en sag som var vigtig for menneskerettighederne,” og han bad om, at vi kunne mødes privat og tale videre. Jeg talte med ham såvel som Obama, som i sine mest vågne øjeblikke, ærligt talt så forvirret ud og lignede et spørgsmålstegn. Da Durbin senere afleverede en officiel protest til BanglaDesh, var der ingen udspil fra Obama; ligesom hverken han eller hans ansatte svarede på mine efterfølgende bønfaldelser.
Jeg har talt med Obama en anden gang om Shoaib’s sag, for mindre end seks måneder siden. Jeg mindede ham om vores sidste møde, gav ham en orientering om sagen, og bad om hans støtte på en eller anden måde. Han tøvede et øjeblik, strakte så hånden frem og sagde, “Well, vi er virkelig glade for alt det arbejde du udfører.” Anstændighed forbyder mig at sige, hvad jeg tænkte dengang. Jeg tilbød at sende information til ham, hvilket han bad mig gøre. Og, rigtigt, ja jeg har aldrig hørt fra ham på trods af de flere hundreder sider dokumentation jeg vitterligt sendte til ham.
Barack Obama vil have os til at tro, at han har en særlig opmærksomhed på uretfærdighed og at hele hans liv har været viet til at bekæmpe dette. I denne helt konkrete sag som han blev præsenteret for har han totalt svigtet. Den kendsgerning, at ikke en eneste af dusinvis af andre lovgivere undlod at tage stilling taler for sig selv. Den kendsgerning at støtte aldrig var afhængig af politisk ideologi, taler ligeledes for sig selv. Jeg spekulerer ofte på, om hans mangel på handling var strategisk betinget, om den skyldtes uvidenhed, eller simpelthen grundet fejhed. Under alle omstændigheder så var effekten på Shoaib Choudurys sag den samme, som den ville være på enhver anden frihedskæmper.
Så er det jeg spørger vores vælgere. Hvis Barack Obama ikke evner at rejse sig og tale imod uretfærdighed i BanglaDesh, hvordan vil han så finde modet og moralen til at give ægte modstand til Iran, NordKorea eller Kina?
http://www.americanthinker.com/2008/03/barack_obama_would_let_shoaib.html For mere information om Choudury f.eks.: http://en.wikipedia.org/wiki/Salah_Choudhury Og ligeledes: http://www.americanthinker.com/2008/03/the_man_islamists_cannot_silen.html
